I landsbyen Motyzjyn har ukrainske myndigheder fundet ligene af fem civile, herunder byens borgmester og hendes mand og søn.
Fire af ligene havde deres hænder bundet bag ryggen og var delvist gravet ned nær en fyrreskov, der grænser op til borgmesterens hus i Motyzjyn. Ifølge The Guardian har journalister fra franske AFP fået vist billeder af ligene af lokalt ukrainsk politi.
Dertil skulle en journalist fra Reuters have set ligene i skoven, tæt på en næsten udbrændt traktor, hvor et lig lå begravet i sand. Den samme journalist så ifølge The Guardian også et femte lig. Der er tale om kroppen en anden mand, som var kastet i en brønd ved en udbrændt gård tæt på.
Voldsomt indhold
Borgmesteren, den 50-årige Olga Sukhenko, hendes mand og søn blev ifølge det lokale politi bortført af russiske soldater den 24. marts. På mediet Telegram skriver en rådgiver for Ukraines indenrigsminister, Anton Heraschenko, at borgmesteren og hendes familie er blandt de dræbte:
»Besætterne mistænkte dem for at samarbejde med vores militær, for at give os om, hvor vi skulle målrette vores artilleri. De her bæster torturerede, slagtede og dræbte hele familien. De vil blive holdt ansvarlige for det«, skriver Heraschenko ifølge The Guardian.
Indbyggere i Motyzjyn har fortalt, at borgmesteren og hendes mand havde nægtet at samarbejde med de russiske invasionsstyrker.
Motyzjyn ligger cirka 50 kilometer vest for den ukrainske hovedstad, Kyiv, og cirka 35 kilometer sydvest for byen Butja, hvor grusomme billeder af angiveligt dræbte civile spredt i gader og i massegrave har vakt fordømmelse.
fortsæt med at læse


























