En af de førende oppositionspolitikere i Rusland får den hårdest mulige straf for at have ’sværtet Ruslands hær til’.

Russisk politiker får den hårdest mulige straf for åbenmundet kritik

Vladimir Kara-Murza fotograferet under et retsmøde i Moskva. Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
Vladimir Kara-Murza fotograferet under et retsmøde i Moskva. Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Dommeren sagde, at Vladimir Kara-Murza skulle angre.

Han var tiltalt for at have sværtet den russiske hær til og for forræderi – og burde, fandt dommeren, have samvittighedsnag, hvis han skulle gøre sig håb om en mildere straf.

Straffen endte ved domsafsigelsen mandag formiddag på 25 års fængsel og dermed uden nogen lempelse, muligvis fordi den russiske oppositionspolitiker havde svært ved at fortryde.

»Jeg er i fængsel på grund af mine politiske synspunkter. For at kritisere krigen i Ukraine. For mange års modstand mod Vladimir Putins diktatur. Ikke alene angrer jeg ikke noget af det. Jeg er stolt af det«, sagde han, da han i retten i Tverskoj i Moskva fik de sidste ord i straffesagen.

»Jeg bebrejder udelukkende mig selv én eneste ting: at jeg gennem flere års politisk aktivitet ikke har formået at overbevise tilstrækkeligt mange af mine landsmænd og politikere i den demokratiske verden om den fare, det nuværende regime i Kreml udgør for Rusland og for verden«.

Retsformanden mål for internationale sanktioner

Demokratiforkæmperen har blandt andet været fortaler for de vestlige Magnitskij-love, som straffer de russere, der i 2009 var med til at slå advokaten Sergej Magnitskij ihjel i et fængsel i Moskva, da advokaten var med til at efterforske omfattende svindel og korruption i toppen af det russiske samfund. Det fik USA og siden EU til at indføre omfattende sanktioner mod de involverede i drabet.

Over 300 enkeltpersoner og institutioner er omfattet af vestlige Magnitskij-sanktioner.

En af dem er dommeren Sergej Podoprigorov, der ifølge det russiske oppositionsmedie Verstka var manden, som 26. november 2008 sendte Magnitskij bag tremmer. Han har siden i et brev stilet til de amerikanske myndigheder krævet at blive fjernet fra sanktionslisten, med henvisning til at han blot gjorde sit arbejde.

Sergej Podoprigorov fortsætter sit arbejde i Putin-regimets retsvæsen. Han har også været retsformand i sagen mod Vladimir Kara-Murza, hvor han gav den tiltalte demokratiforkæmper den hårdeste straf, han kunne udmåle.

Med dommen fulgte retsformanden anklagemyndighedens krav fuldt ud.

Vladimir Kara-Murza var inden domsafsigelsen, trods mørket over Rusland, fortrøstningsfuld. Den dag vil komme, mener han, hvor dem, der indledte krigen, vil blive anset for at være forbrydere i stedet for dem, der forsøgte at forhindre den.

»Når det sker, vil vort samfund åbne sine øjne og blive rystet over de rædselsvækkende forbrydelser, der er sket i dets navn. Når den erkendelse kommer, begynder den lange og vanskelige, men afgørende vandring mod Ruslands genopretning og dets tilbagevenden til de civiliserede nationers fællesskab«, sagde han inden domsafsigelsen.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her