Charmerende med politisk flair - og genvalgt som spansk premierminister. Formanden for socialistpartiet Pedro Sánchez overlever gang på gang politisk modstand.

Charmøren og overleveren Sánchez fortsætter som spansk premierminister

Foto: Juan Medina/Ritzau Scanpix
Foto: Juan Medina/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den altid velklædte Pedro Sánchez er politikeren, der ikke er til at få ned med nakken.

Med spansk charme og vælgertække har han gang på gang vist sig som en vedholdende og ambitiøs mand, der vil gå langt for titlen som Spaniens premierminister.

Som det før er sket for Sánchez, blev han i maj dømt ude af spansk politik. Hans parti, socialistpartiet Partido Socialista Obrero Español (PSOE), led stor tilbagegang i de spanske lokal- og regionalvalg.

Som konsekvens udskrev han valg, hvor det socialistiske parti blev nummer to efter konservative Partido Popular (PP) ved parlamentsvalget i juli.

Alligevel blev han torsdag genvalgt som premierminister i Spanien med støtte fra 179 ud af 350 parlamentsmedlemmer.

Vejen til at kunne blive på magten i Spanien har været lang og kompliceret.

Sánchez har fået sammenstykket et flertal i parlamentet med støtte fra et parti på det yderste højre og mindre regionspartier, heriblandt de catalanske separatister.

I bytte for deres støtte under afstemningen i parlamentet torsdag forlangte to catalanske separatistpartier en benådning til hundredvis af personer, der står til at skulle for en dommer for deres rolle i regionens fejlslåede frihedsaktion i 2017.

Byttehandlen er en kontroversiel beslutning i en ren perlerække af overraskende manøvrer fra Sánchez’ side.

Selv har han tidligere været stor modstander af en sådan byttehandel, men nu har piben fået en anden lyd.

»Jeg har lært at skubbe mig selv, indtil dommeren fløjter kampen af, skrev han i sin selvbiografi fra 2019.

Selv om det op til flere gange har set sort ud for Sánchez’ politiske karriere, har han kæmpet sig tilbage til tops.

Med sit charmerende smil og sin omgængelige personlighed er han ikke sådan at afskrive. De chancer, han har taget, har været succeser, siger Paloma Roman, der er politisk forsker ved Complutense Universitet i Madrid.

Sánchez har ’flair for politik’, udtaler Roman, og den flair har været drivkraften bag hans politiske karrieres beståen.

Pedro Sánchez Pérez-Castejón blev født på skuddag, den 29. februar, i 1972. Han kommer fra en velhavende familie med en far, der var entreprenør, og en mor, der var embedsmand.

Selv studerede han økonomi og har en kandidat- og en doktorgrad i politisk økonomi. Han er gift og er far til to teenagepiger.

I 2014 gjorde han sit indtog på den politiske scene, da han kom ind fra højre som ukendt parlamentsmedlem.

Men allerede i løbet af de første år i parlamentet kunne han kalde sig formand for socialistpartiet PSOE, der er det ældste politiske parti i Spaniens historie.

I begyndelsen af sin politiske karriere var han kendt som Mr. Handsome - på dansk Hr. Flot.

Men bag smilet og det velfriserede hår gemmer der sig en vedholdende mand, der kan balancere på magtens tinde.

Det fik han bevist allerede i 2015 og 2016, da han blev smidt ud af partiets top, efter at han havde ført det socialistiske parti til det største valgtab nogensinde.

Året efter var han tilbage i spidsen for PSOE.

I juni 2018 blev han Spaniens premierminister. Titlen vandt han efter en ambitiøs satsning ved at vælte PP’s leder Mariano Rajoy i en mistillidsafstemning.

Hans første tid som spansk premierminister bød på skrøbelige alliancer med partier både fra den ydre venstre- og højrefløj og to parlamentsvalg på et år.

Alligevel har han formået at beholde magten.

Sánchez ’har aldrig haft det let’. Men de næste fire år som leder i Spanien ’er det mest komplicerede, han nogensinde har stået overfor’, fordi han skal styre en bred vifte af partier, siger Paloma Roman.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her