28 millioner i Italien vil fra midten af februar blive pålagt at modtage en vaccine mod coronavirus.

Italien indfører obligatorisk vaccination for alle over 50 år

Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix
Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Italien vil gøre det obligatorisk for alle over 50 år at blive vaccineret mod coronavirus, oplyser den italienske regering onsdag. Kravet vil træde i kraft 15. februar.

»Vi ønsker at bremse smitten og opfordre italienere, der endnu ikke er blevet vaccineret, til at blive det«, siger premierminister Mario Draghi i en erklæring.

»Vi har især fokus på den aldersgruppe, der er i størst risiko for at blive indlagt, for at reducere presset på sundhedsvæsenet og for at redde liv«, tilføjer han.

Vaccination er i forvejen obligatorisk for sundhedspersonale, politifolk, militæret og skoleansatte. Landet har også udelukket ikkevaccinerede fra adskillige fritidsaktiviteter i et forsøg på at dæmme op for smitten.

Det nye krav gælder både dem, der går på arbejde, og dem, der ikke gør. Det fremgår umiddelbart ikke, hvad en eventuel sanktion vil blive for dem, der ikke lader sig vaccinere. Kravet vil være gældende frem til 15. juni.

Smitten stiger markant

Fra 15. februar skal alle over 50 år også have et gyldigt vaccinepas, før at de må gå på arbejde. I slutningen af sidste måned meddelte regeringen, at fra 10. januar vil et vaccinepas være et krav for at benytte offentlig transport, få adgang til hoteller, restauranter og fitnesscentre. Tidligere har kravet været at fremvise et coronapas, der også kunne bevise, at man var blevet testet negativ for coronavirus for nylig.

Som mange andre steder i Europa har Italien set de daglige smittetal stige markant de seneste dage. Onsdag registrerede landet 189.000 nye smittede mod 170.000 dagen før. I alt har Italien med omkring 60 millioner indbyggere 1,4 millioner aktive smittetilfælde i øjeblikket. Ud af de cirka 60 millioner er 28 millioner over 50 år.

Italien var det europæiske land, der først blev ramt af pandemien i begyndelsen af 2020, og det er stadig et af de lande med det højeste antal dødsfald med mere end 138.000 døde. Over 84 procent af befolkningen over 12 år i Italien er færdigvaccineret mod covid-19.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her