Radioaktivt atomaffald og tykke, hvide røgsøjler fra kraftværker drevet af gas. Normalt er det ikke billedet på grøn omstilling. Men både gas og atomenergi er nødvendige. Ellers kan Europa ikke gennemføre den grønne omstilling i de kommende år, mener EU-Kommissionen, som i et udspil onsdag klassificerer de to energiformer som del af den grønne omstilling i overgangsfasen til fossilfrit brændstof.
»Gas og atomkraft kan bidrage til den grønne omstilling, men vi stiller skrappe krav og øger incitamenterne til at ændre energiformerne«, siger Irlands EU-kommissær, Mairead McGuinness.
Udspillet kommer på et tidspunkt, hvor energipolitikken har fået markant større betydning i Europa. Ikke bare for den grønne omstilling, men også for mange landes forsyningssikkerhed. Og for Europas samlede sikkerhedspolitik.
Tyskland er blevet mere afhængig af gas, efter at have lukket atomkraftværker. Landet har i stedet investeret i den omstridte gasledning Nord Stream 2, der skal levere russisk gas. Og Frankrig får fortsat op mod 70 procent af sin energi fra atomkraftværker.
Derfor har EU-Kommissionen været under pres for at lade de to energiformer spille en rolle i den grønne omstilling. Og det får de ifølge udspillet lov til. Men under bestemte vilkår, der skal hjælpe den grønne omstilling. Og målet er fortsat, at fremtidens energiformer skal være fossilfri.
Danmark har sammen med Sverige, Holland og Østrig været kritisk over for at lade fossil gas indgå. I et fælles brev lægger de fire lande vægt på at fossil gas ikke lever op til samme standard som andre grønne energiformer, når det gælder udledning af CO2.
ritzau
fortsæt med at læse


























