En lov, der ligner den, som Texas har, er blevet indført mod abort efter sjette uges graviditet i Idaho.

Endnu en amerikansk stat indfører kontroversiel abortlov – med en væsentlig forskel i forhold til Texas

Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske delstat Idaho følger nu trop med Texas ved at stramme loven for abort markant, skriver nyhedsbureauet Reuters. Delstatens guvernør, republikanske Brad Little, skrev under på lovteksten onsdag aften dansk tid.

Loven gør det som sådan ikke ulovligt at få en abort i Idaho. Men den åbner for, at familiemedlemmer til fosteret kan sagsøge abortklinikker, der har foretaget en abort efter sjette uges graviditet. I den forstand følger Idaho trop med Texas, hvor spørgsmål om abort lægges over i civile søgsmål i stedet for at blive behandlet strafferetligt.

Loven i Idaho adskiller sig dog fra Texas-loven på et væsentligt punkt. I Texas kan alle og enhver sagsøge abortklinikken, der foretager en abort efter sjette uge. Borgere, der sagsøger abortklinikker, kan være berettiget til mindst 10.000 dollar, hvis de vinder søgsmålet. Det svarer til knap 68.700 kroner og er det, som en abortklinik altså risikerer at skulle hoste op med. Oven i det beløb kommer udgifter til advokater samt retssagens omkostninger.

Ifølge det amerikanske public service-medie NPR kan sagsøgere i Idaho til gengæld være berettiget til det dobbelte – altså det, der svarer til cirka 135.400 kroner. I Idaho er det dog kun familiemedlemmer til fosteret, der kan sagsøge over en abort.

Antal aborter er faldet i Texas

Juraprofessor ved Idaho Universitet Shaakirrah Sanders siger til NPR, at lovens udformning i Idaho potentielt kan åbne for flere søgsmål for samme abort.

»Hvis der er 10 søskende og forældre, kan alle de personer sagsøge dig, og de kan alle være berettiget til 20.000 dollar«, siger Sanders.

»Det er ikke svært at forestille sig, at det kan lukke en abortklinik fuldstændigt«.

Brad Little forklarer, at han var bekymret for, at en udvidet ret til at sagsøge kunne gøre, at loven ikke ville modstå »juridiske udfordringer«.

Desuden er der i Idaho en undtagelse fra loven for ofre for voldtægt og incest – hvis det kan bekræftes af en politirapport. Sådan en undtagelse er der ikke i Texas.

Loven træder i kraft om en måned. Tal fra Texas’ sundhedsmyndigheder viser, at antallet af aborter faldt med 60 procent i den første måned, efter at loven trådte i kraft.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her