Ved første øjekast var der ikke det store på spil, da repræsentanter for delstatsregeringen i Mississippi onsdag eftermiddag dansk tid mødte op i den amerikanske højesteret for at forsvare en ny lov i delstaten, der begrænser kvinders mulighed for abort til de første 15 uger af graviditeten.
Selv om kvinder i USA typisk har ret til at få udført en abort helt frem til et sted mellem uge 20 og 24 i graviditeten, bliver 93 procent af aborterne i landet allerede i dag foretaget inden for de første 13 uger. En grænse ved de 15 uger er heller ikke restriktiv i en global kontekst, tværtimod – grænsen i Danmark går ved 12 uger, hvis ikke der råder særlige omstændigheder.




























