Jeg har lige leveret oplysningen om, at danske kanonstøbere engang blev underlagt krav om at skulle sidde på deres kanoner, når de blev affyret første gang, så kongen kunne sikre sig mod dårligt håndværk, da jeg får øje på Gefionspringvandet.
Min kæreste, vores to børn og jeg har grebet den første forårsdag og er taget på Kastellet. Børnene er taget velvilligt med, fordi de er blevet lovet en ispind på et ikke nærmere angivet tidspunkt i løbet af udflugten. Jeg er med, det er i hvert fald min selvpåtagede rolle, som formidler af by- og danmarkshistorien. Ganske vist har ingen af de tilstedeværende bedt om, at nogen stiller sig op og peger og docerer, men jeg mener alligevel, at det er en af de forpligtelser, der følger med, når man sætter afkom i verden og egentlig gerne vil sikre sig, at de kan gå nogenlunde oplyste til deres demokratiske dont.


























