Lyt til artiklenLæst op af Erik Jensen
06:47
Husker stadig den utæmmede glæde, da jeg med bogen i hånden stormede ud for at fortælle min mor, at jeg havde stavet mig igennem den. Læst den, simpelthen. Helt alene. Hvad værket var, husker jeg til gengæld ikke. Men følelsen, mand!
Tænk at kunne læse. At kunne rejse til fjerne egne, i alle historiske tider, ind i alle sjælens krinkelkroge hos andre mennesker. Det var en vane, der var kommet for at blive. Glæden ved at sidde i den brune lænestol af fløjl og drage ind i en roman om en ulv i de isnende kolde skove i Canada, mens familien gloede fjernsyn en eller anden aften i julen engang i 1970’erne, jeg tilfældigvis husker.
