Da der var to minutter tilbage af den ordinære spilletid, lænede jeg mig over mod min far, der sad ved siden af mig, og spurgte: »Tror du på det nu?«. Han trak lidt på det, og sådan havde jeg det også selv.
Vi sad på Brøndby Stadion søndag 10. maj, da AGF med en sejr kunne sikre sig mesterskabet. Efterspørgslen på billetter havde været stor, og udebaneafsnittet var udsolgt for længst, da vi besluttede, at vi ville på stadion. Heldigvis meldte en behjertet sjæl sig ud af det blå med billetter. Der var dog den bet, at vi skulle sidde blandt Brøndbys sponsorer, men vi blev enige om, at vi godt kunne klare at holde lav profil, selv om vi er blå-hvide af hjertet. Det vigtigste var at være der, i fald det skulle lykkes vores helte at blive mestre.




























