20. marts bad gruppen derfor Danmarks Nationalbank om en ulimiteret garanti, men forgæves. Senere har der som bekendt ikke været nogen smalle steder, når andre dele af erhvervslivet anmodede det officielle Danmark om hjælp – til tider har man endog set virksomheder, der frabad sig bistand, på det nærmeste blive nødet til at modtage støtte. »Vi har ved egen kraft redet stormen af, og vi bærer ikke nag over for Nationalbanken. Alle har heldigvis lov at blive klogere, og vi under erhvervslivet i almindelighed og den danske banksektor i særdeleshed hver en maske i det sikkerhedsnet, der nu betrygger deres virke«, hedder det i en udtalelse fra Toltem Consult Group. Den vidtforgrenede virksomhed har stadig som sit kerneområde at udlåne Bagsidens tolerantisttempel til læserne, men har også mange nye initiativer: »Vi har således netop meddelt Københavns Kommune tilladelse til at navngive sit nye, prægtige badeanlæg Toltem Consult Group Aqua Arena Bellahøj, men da mennesket ikke lever af klorvand alene, har vi også besluttet at foretage fremadrettede investeringer af overvejende intellektuel karakter«, hedder det videre i meddelelsen fra gruppen.
Toltemgruppen ansætter høne






























