I søndags efterlyste Bagsiden en forklaring på, at garnituren på en wienerschnitzel går under betegnelsen ’dreng’. Kendere ved, at drengen består af en citronskive belagt med en ansjos eller benfri sild samt peberrod og kapers.
Men ikke engang Poul Eriksen, mangeårig restauratør på Grøften i Tivoli, der årligt serverer 10.000 wienerschnitzler, havde eksakt viden om, hvorfor lige netop den kombination skal hedde ’dreng’. Sammen med sin køkkenchef nåede han dog frem til en teori om, at det måtte have noget at gøre med, at den er stor og stærk - i modsætning til ’pige’, der også er et begreb i kokkeverdenen, som er lille og mild – den består af en citronskive dyppet i persille og paprika og serveres til paprikaschnitzel.



























