På tastaturet er der ikke mere end en lille lillefingerlængde mellem de to bogstaver g og m. Men betydningsmæssigt kan afstanden være overordentlig meningsfuld. Eller rettere: meningsforstyrrende.
Søren Thorborg ved om nogen, hvor slemt konsonantsammenrodet kan falde ud. Hans hjertensbarn er juleklassikeren ’Søren Banjomus’. Teksten er skrevet af Otto Brandenburg i 1969, og han synger selv på pladen. Men ifølge Søren Thorborg er »en sjusket redaktør skyld i, at vi hvert år synger en sang, der er noget vrøvl«.




























