EN ROCKER SKRIVER
Palle Pumpgun
I debatten om regeringens bandepakke er det ikke på noget tidspunkt faldet medierne ind at spørge os rockere og bandemedlemmer, hvad vi synes om udspillet, selv om det er os, det kommer til at ramme.
Jeg kan afsløre, at vi ikke er begejstrede. Vi tror, at pakken kommer til at virke imod sin hensigt, hvis man for eksempel forhindrer os i at lease biler og dermed tvinger os til at stjæle dem i stedet. Og hvis man forbyder os at vende tilbage til vores gamle hood, når vi kommer ud af fængslet, så vi bliver nødt til at drive vores forretninger i andre kvarterer, med risiko for at der udvikler sig territoriale stridigheder til fare for lokalbefolkningen.
Men værst af alt er dog regeringens plan om at ændre afsoningsvilkårene for rockere og bandemedlemmer. Hvordan havde justitsministeren tænkt sig, at vi skulle komme ud af fængslet som hele velfungerende kriminelle, når vi ikke længere har mulighed for prøveløsladelse?
Søren Pape skylder et svar. Og når man skylder, fordobles gælden som bekendt en gang i døgnet, så hvis jeg var ham, ville jeg se at hoste op med en forklaring.
KRÆVER ERSTATNING AF SELVMORDSBOMBER
Tegneren Kurt Westergaard bad i går sin advokat om at undersøge omstændighederne ved et selvmordsangreb i Irak for nylig.
»Flere af hinanden afhængige vidner har oplyst, at attentatmanden havde bomben placeret i en sin turban. Det er en klar overtrædelse af min ophavsret, og jeg har derfor bedt min advokat kræve erstatning af bombemandens efterladte«, siger Kurt Westergaard.
PUTIN RASER OVER MORDANKLAGER
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har krævet en undskyldning fra Fox News, efter at en af kanalens værter har kaldt ham en morder.
»Det er afskyeligt, at Bill O’Reilly kan slippe af sted med en så grov anklage«, siger Vladimir Putin.
»Jeg er ikke nogen morder. Tværtimod ved de fleste, at jeg gerne inviterer selv mine største modstandere på te, og en tilsvarende invitation vil jeg gerne give O’Reilly, så vi kan få den sag ud af verden. Jeg ved allerede, hvor han bor, så min folk kan sagtens hente ham og flyve ham til Rusland«.




























