Egentlig var det falsk varebetegnelse, at min nye kæreste som det første tilberedte en hel and til mig. Men sådan gør man jo så meget småforløjet i den herlige kurtiseringsperiode for at vise sine halefjer godt og grundigt frem for den udkårne. Jeg har selv prale-løjet-pyntet på mig selv til at være både vinkender, Italien-ekspert, kulturjøde og gravejournalist med Cavling-potentiale for at fange en mands opmærksomhed. Og det virkede. Så jeg kender driften mod at ornamentere lidt på hverdagens leverpostej med en uskyldig and.
Jeg ser nu den forløjede andesteg som en stor kærlighedserklæring, for den and à l’orange var sådan set det første stykke kødsteg, som manden havde prøvet kræfter med. Men det skete med så stor selvtillid og naturlighed, at jeg gik lige i kærlighedsfælden og troede, at jeg havde gaflet mig en kødglad gourmand. Langsomt gik vegetarsandheden så op for mig.
