Da jeg fejrede min fødselsdag for en god måneds tid siden, fik jeg en Rubik’s Cube, også kendt som professorterningen, i gave af min kusine og hendes familie. Det kom overhovedet ikke bag på mig – jeg havde klart og tydeligt set, at det klassiske stykke legetøj var på vej min vej til trods for min fremskredne alder.
Ugen inden havde jeg nemlig været til min kusines datters 10-års fødselsdag, og hun fik en Rubik’s Cube, hvilket på stedet udløste gode minder hos mig: Da kuben gik sin sejrsgang verden over i 1981, var jeg 11 år, og jeg arbejdede dengang hårdt på at få kuben ’løst’. Det lykkedes mig kun at få én side rigtig. Det var jeg til gengæld rigtig god til, og der gik mange eftermiddage med at prøve at komme skridtet længere.



























