Nu er det ikke så slemt længere, men for føje år siden behøvede man nærmest blot lave mundbevægelserne til udtalen af ’iberisk dræbersnegl’, og så sad folk enten lamslåede som bibelske saltstøtter, eller også fik de mentalt livmoderfremfald og diverse aggressivt apoplektiske angreb.

For alle var klar over, at den gustent udseende slimfætter, der hverken var rød eller sort skovsnegl, men sin helt egen fænotypiske forfærdelighed, skulle bekæmpes med alle til rådighed stående midler – ellers ville det snart være nat med både bredbladet persille, rabarber og skvalderkål.