Herning er som bekendt en ung by. Den besøgende, der slentrer gennem gågaden, vil næppe berømme byen for dens arkitektoniske kvaliteter. Der er dog perler. Hotel Eyde på Torvet er pænt, og lidt vest herfor glimrer Tinghuset også. På Torvet ses Herning Kirke mod nord. Torvet er dog stort og ligner en bymidte, der blev bombet under krigen og kun langsomt genopbygget med moderne bygninger. Det er naturligvis ikke tilfældet, men driftigheden i hedens hovedstad har ikke altid været nænsom mod den arkitektoniske kulturarv.
Oppe bag kirken ligger dog et charmerende villakvarter, der er et kig værd, hvis man er i byen. I Nørre Allé ses adskillige mondæne villaer, bl.a. i funkisstil, men inden man kommer så langt, så påkalder en imponerende bygning lige bag kirken sig ens interesse. ”Nordlyset” står der på en plakette på muren, og den forkynder bl.a. også, at huset er opført i 1890. Det er dog forkert, og formentlig en fejllæsning. Over døren ses nemlig en mindesten, der nu kun er svært læselig. På den står der, at stenen er indsat på 125 års dagen for Det Danske Missions Selskabs stiftelse i 1821 til minde om, at selskabets missionsskole havde til huse her fra 1896 til 1900.




























