Vi hører ofte, at Danmark har en af verdens mest gennemregistrerede befolkninger. Der henvises som regel til de kommunale folkeregistre, der eksisterede fra 1924 til 1978, og cpr-systemet, der blev indført i 1968. Men mange slægtsforskere ved også, at det har været påbudt at føre kirkebog i alle sogne siden 1645/46, og at der er bevaret navnelister fra 23 landsdækkende folketællinger fra 1787 til 1970.
Derimod er det ikke så velkendt, at Danmark allerede 15. august 1769 – altså i dag for 250 år siden – afholdt landets første folketælling.




























