I år 763 satte den kinesiske forfatter Lu Yu sig ned og skrev en bog. Lu Yu levede under Tang-dynasiet, som løb fra 618 til 907, og der var en ting, der havde fanget hans opmærksomhed: te. Den herlige varme væske, som man frembringer ved at overhælde nogle blade med kogende vand, før man lader det stå et par minutter og skyller det ned.
Så nonchalant synes Lu Yu dog ikke, man skulle gå til tebrygningen. Derfor skrev han ’Chajing’, der på dansk har fået titlen ’Teklassikeren’, selv om det egentlig betyder ’en samling tekster om te’. Teksten er for nylig udkommet på dansk – oversat af sinologen Morten Bech Jensen, der opfordrer til, at man sætter sig ned med en god kop te, som man kan nyde, mens man læser Lu Yus tekst, der er forbavsende let at forstå, på trods af at den blev skrevet for næsten 1.300 år siden.



























