Når visse mennesker lægger billeder af sig selv på de sociale medier, benytter de forskellige former for såkaldte filtre, så de tager sig ud på enten humoristisk eller anden optimeret fordelagtig vis. Det kan være katteører, japanske anime-øjne, soft focus, så man ikke kan se urenhederne i huden eller det uplejede hår. Og den slags. Teknologien kan hugge hæle og klippe tæer, så selv en midaldrende mand med chabesoskuldre og vigende hårgrænse kommer til at minde – i det mindste en lillebitte smule – om Sean Connery. Det har somme efter sigende erfaret, når de har mødt bekendtskaber fra cyberspace i virkeligheden, hvor genkendelsen har været noget af en øvelse i koordinering af distinktive træk.
Men det er en ting. En anden er, hvordan den virkelige virkelighed rent faktisk tager sig ud, når man bevæger sig fra arkitektforretningernes computergenererede prospekter med sprøde grønne træer alle de rette steder og muntert myldrende sim-mennesker i passende diversitet. Her er glosen diskrepans på sin plads. For mange af byens nybyggerier ligner mere end bums i panden på Disneys version af Snehvide end en veltilpasset rose i en gennemtænkt beplantning.
