I de gode gamle dage, og her taler vi før årtusindskiftet, gjorde man sig mange tanker om fremtiden. År 2000 blev udråbt til at være fremtiden, og jeg var derfor gammel nok til at skrive stil om emnet i folkeskolen engang i de spæde 1980’ere. Vi fik udleveret en sort-hvid tegning, der viste et køkken i år 2000. Det var ikke svært at se, at tegneren havde set science fiction-serien ’Månebase Alpha’ fra 1970’erne med sine hvide, sterile indendørsmiljøer, hvor slanke mænd og kvinder i todelte beigefarvede sæt med lækkert svaj i benene kæmpede for rumkoloniens overlevelse.
I mit fremtidsscenarie fik man derfor ikke længere mad, men piller, og hvad man i øvrigt havde i køleskabet ud over pillerne (jeg var nok ikke parat til at opgive fondue og pandekager med is dengang), bestilte man på en computer, og det røg automatisk direkte ind i køleskabet med en slags avanceret rørpost.




























