Lyt til artiklen
For et par år siden sad jeg på parkeringspladsen ved Netto i Frederikshavn, den på Hjørringvej, og gloede ind i en mur. Min mor var lige død på hospicet i byen, og nu sad jeg der i bilen med min bror og moster og sang. Eller det vil sige, min bror og jeg sang, mens min moster lyttede vantro fra bagsædet.
Vi skrålede fortrolige med på »So how can you tell me you’re lonely, and say for you that the sun don’t shine«, mens Roger Whittakers smørbløde baryton sang for på ’Streets of London’. Min moster anede ikke, at min mor elskede Roger Whittaker. Og så grinede vi. Af min mor. På den måde, man også griner, når en begravelse er overstået, og man har et rum sammen, hvor det er okay. Og så grinede vi af Roger Whittaker.
