I årtierne omkring år 1900 blev megen fødevareproduktion industrialiseret. For eksempel vandt konservesdåser med kød, fisk og grøntsager frem. Men det skete også inden for tørkager, kiks og småkager. Nu, hvor julen står for døren, står vi faktisk fortsat i det dilemma, som den industrielle revolution bragte os: Skal man bage selv, købe den lokale bagers hjemmebagte småkager eller ty til de meget billigere industriprodukter, der kan købes i ethvert supermarked?
Et fotoalbum i Engelsk-Dansk Biscuits Fabriks arkiv i Rigsarkivet viser produktionen i 1944. Fabrikken var grundlagt i 1898 på Vesterbro i København, men ejeren, C.C. Bentzen, solgte den allerede efter to år. Virksomheden blev overtaget af Cornelius Stau og Laurits Marinus Mads Christian Stau, der omdannede den til et aktieselskab. I 1912 blev den flyttet fra Vesterbrogade 89 til Heimdalsgade 35-37 på Nørrebro. En smuk bygning, der endnu består, men fabrikken måtte dog lukke i 1978.



























