For en del år siden var der på en smørrebrødsrestaurant i København en tjener, der var kendt for sin forholdsvis uforskammede opførsel over for gæsterne. Faktisk var han så kendt, at nogle gæster primært kom for at opleve ham. Jeg oplevede flere episoder med ham, som jeg stadig tænker tilbage på med et smil, når jeg enten besøger eller passerer restauranten.
Der var en episode, hvor jeg havde bænket mig ved et bord med nogle venner, og en i selskabet ville bestille tre stykker smørrebrød. »Du kan kun spise to«, sagde tjeneren. Men min ven insisterede på tre stykker, hvorefter tjeneren bestemt meddelt ham, at han ikke ville have noget vrøvl. »Nu får du to stykker, og så kan du jo se, om du skal have mere. Basta«. Jo i og for sig en venlighed. Men det var mere måden.
