Visse opmærksomme læsere vil muligvis kunne erindre, at jeg i slutningen af april debuterede som lyriker med samlingen ’Sene digte’. Den blev ganske vel modtaget og blandt andet her i avisen sammenlignet med Klaus Rifbjergs skelsættende erindringsdigtsamling ’Amagerdigte’ fra 1965, hvor poeten brød med sin hidtidige modernistiske stil til fordel for en fortællende enkelthed.
I forbifarten bemærkede jeg til min familie, at jeg da gerne ville eje en førsteudgave af ’Amagerdigte’, i fald de savnede noget at betænke mig med i forbindelse med min fødselsdag i slutningen af maj. Den slags skal man ikke sige to gange til mine døtre. Så da dagen oprandt, og da lagkagen med rabarbermousse og nye danske jordbær – den smagte dejligt, skulle jeg hilse og sige – var fortæret, fortalte min yngste, Mathilde, at jeg inden længe ville kunne holde et pænt eksemplar af Rifbjergs bog om 2300 København S i hænderne, og at denne tillige ville indeholde et brev fra Klaus Rifbjerg.
