Jeg var ikke ret gammel, da jeg opdagede, at der er et eller andet helt galt med lyset om søndagen. Hvis man ser rigtig godt efter, kan man ane det lige fra morgenstunden, men ud på eftermiddagen bliver det så markant, at det må være åbenbart for enhver.

Hvad det helt nøjagtig er, der sker, har jeg svært ved at beskrive, men lyset får ligesom en særlig glød, som gør, at alting kommer til at se forkert ud. Træls, om man vil. Det rammer mit humør og bringer mig i en tilstand, jeg kalder søndagstristesse. Jeg bliver træt, tung og ugidelig, og vel er det ikke invaliderende, men det er stærkt irriterende. Og det sker søndag efter søndag.