Over indgangsdøren hænger to jagttrofæer, over døren til bagbutikken hænger en narhvalstand. I et glasskab står en lille romersk vase, i et vægskab er der en samling af dyretandsæt, og et hemmeligt sted ligger to pistoler fra midten af 1800-tallet.
Men først og fremmest prydes det lille smalle lokale, som udgør Hafnia Coins fysiske lokalitet på Gl. Kongevej 172 på Frederiksberg, af reoler pakket med udtræksskuffer og samlemapper. Fra gulv til loft er der mønter, de ældste er fra 500 år før Kristi fødsel. Den nyeste er fra 2020. Et tidsspænd på 2.500 år. En mønthule med andre ord.




























