Jeg har ikke kunnet sige en lyd i 4 dage, hvilket må være en fest for mine omgivelser. Min nattesøvn er stiplet af tør hoste efter hver syvende vejrtrækning (slag på tasken).
Manden lader sig ikke afficere. Han snorker som en engel ved min side. Mig op af sengen og ud og tisse. Tilbage i sengen og op af sengen og ud og tisse. Det kræver benhårde bækkenbundsmuskler at klare hostepresset. Jeg sætter, hostende, mælk over, leder, hostende, efter whisky. Varm mælk med whisky skulle være godt mod hoste. Går hostende ind i stuen og hostende ned på hug for at åbne barskabet og tømme det for flasker, for endelig at finde en sjat whisky. Nå men det smager sgu godt varm mælk med whisky. Jeg prøver at læse Carsten Jensens essay i dagens avis om menneskehedens eventuelle udslettelse,men det kan ikke nå op til hjernen.
