Det ser vanvittigt ud, og mon ikke tilskuerne på kirkegården i Tønder har frygtet lidt for, hvad der kunne ske denne septemberdag i 1825? Mon den 90 meter lange line holder, og mon den 70-årige madame Rose med gøgleren hr. Rohardo på ryggen klarer turen hele vejen op til det 30 meter høje kirketårn og ned igen? Han angav selv en højde i fod, der svarer til 30 meter, om end Tønder Kristkirkes tårn fra 1592 er 48 meter højt.
For ganske vist hørte linedans til de omrejsende gøglertruppers standardrepertoire, men selv for meget erfarne gøglere kunne det gå helt galt. To år efter Rohardos optræden i Tønder skete det f.eks. for den berømte hollandske gøgler Christian Roat, da linen knækkede, mens han var ved at demonstrere sine færdigheder foran et stort publikum i København.


























