Taraxacum er det latinske navn for den familie af planter, vi omtaler som mælkebøtter. Nogle tilføjer et ukærligt Fandens, mens andre i deres stille sind med Leif Sylvester nynner med på ’Stenbroens gule håb’, der handler om mælkebøtten som et stykke utæmmelig og smuk natur, som på trods af alting igen og igen bryder gennem asfalt, beton eller tykke lag af grus og fliser.
Og nu er det på ny sæson for løvetand, som den lysende gevækst også hedder. Hvilket afstedkommer forskellige reaktioner, alt efter hvem man er. Biavlerne jubler. For så har de svirrende små noget at stikke snablen i, når de vover sig ud i den stedse lunere luft. Blomsterbørn bliver glade på deres øjnes vegne. Mens andre, især konservativt orienterede glæsplæneæsteter, anlægger sure miner. Thi nu er tiden atter inde til en ulige kamp mod noget, der ikke er sådan at overvinde, medmindre man tyr til ufine kemiske virkemidler, der også skader alt muligt andet.
