Et af min barndoms store mysterier var Limfjordstunnelen. Som barn af Vendsyssel med store dele af familien i Aalborg og på Sjælland har jeg ikke tal på, hvor mange gange vi er kørt ned i mørket mellem nogle græsmarker og et industrikvarter i Nørresundby for et øjeblik at miste radiosignalet i bilen og derefter at suse op i lyset i det østlige Aalborg. Fra bagsædet sad jeg i min stille undren og spejdede efter vand, efterhånden som vi nærmede os tunnelen. Og når vi nåede op i syd, sad jeg på knæene med albuerne og ansigtet i bagruden for at finde ud af, om det virkelig kunne være rigtigt, at vi lige var kørt ned under Limfjorden.
Det var i 80’erne. Før sikkerhedsselen på bagsædet. Altså dengang, hvor sikkerhedsforanstaltningen var éns forældre, der råbte, at man blev sat af, hvis ikke man sad stille, som om det at sidde stille ville eliminere risikoen for, at man ved et frontalsammenstød ville ryge ud gennem forruden som et missil (eller en lille kanonkugle, afhængig af hvilken aktivitet man var midt i). Så der sad jeg uden at stille store spørgsmål, men med en hjerne på overarbejde og en lille mistanke om, at nogle voksne forsøgte at binde mig en historie på ærmet.
