Søndag 27. april 1766 holdt pastor Gutfeld prædikenen i Tirslund Kirke i Sønderjylland. Derefter vendte han sig mod alteret for at forberede altergangen med brød og vin. Mens han messede den første bøn i Fadervor, begyndte kirkegængerne at blive urolige. »O Jøsses, Jøsses!«, lød det fra bænkerækkerne. En dreng på omkring 14 år kom løbende splitternøgen op gennem kirkegangen. Han nåede alteret, som han nogle gange slog på med hånden, mens han råbte: »Jeg kan ikke ligge tør, jeg kan ikke ligge tør!«. Så hoppede drengen tilbage over tralværket og løb ned gennem kirkegangen og ud ad kirken igen.
Præsten kritiserede herefter forsamlingen for ikke at have stoppet drengen. En mand rejste sig og sagde til præsten, at han ikke skulle hidse sig op, for det var jo bare en dreng med et problem, og så havde han fulgt dette råd. Den slags var tidligere set nede i Hellevad Kirke, sagde manden. Hjemkommet til præstegården i Bevtoft skrev pastor Gutfeld nu alligevel til biskoppen i Ribe. Det blev en lang og indigneret smøre om menigheden i Tirslund, et annekssogn, hvor han mente, at overtro var udbredt. Efterfølgende lykkedes det at opspore, at drengen var smedens søn fra Nustrup, og at hans mor havde ledsaget ham til Tirslund Kirke.


























