I havnen i Ballen kan man fiske efter krabber, det gør mange børn. Man frigør en musling fra pælen under bådebroen, sætter den fast i en tøjklemme og firer den ned i vandet. Så bider en krabbe på. Den lille pige bliver aldrig træt af det.
Det gør krabberne måske til gengæld, for efter opturen plumses de ned igen og kan kun lige krabbe lidt omkring, indtil de atter bliver hejset op – selv tidligere tiders elevatorførere havde formentlig lettere vilkår. Jeg har den lokale turistforening mistænkt for med jævne mellemrum at hælde nye krabbeforsyninger i, efterhånden som de igangværende udmattes af de evindelige ture op og ned. I så fald en god investering i gratis sommerglæder.




























