Lyt til artiklen
Når jeg er udenlands, hæfter jeg mig altid ved danske aftryk. Jeg vil ikke sige, at jeg bliver stolt, men somme tider overrasket over de spor, Danmark og danskere får sat rundtomkring. Det er sikkert et udslag af den småstatsmentalitet, som naturligt indpodes i én, når man har rod i et land, som målt med verden er lille.
Hvad disse danske aftryk angår, begyndte det dog ikke så godt, da min kæreste, vores datter og jeg for en måneds tid siden var i New York. Vi skulle afhente den bil, vi havde lejet, og mens den flinke kvinde ved kassen tastede løs på sin computer, spurgte hun: »København er navnet på gaden, I bor på, ikke«. Min kæreste og jeg sendte i dølgsmål hinanden et overbærende blik, som egentlig var tiltænkt kassekvinden.
