Det er i disse dage 300 år siden, Danmarks første teater blev åbnet. Jubilæet bliver markeret mange steder, og Arkivgutterne vil også gerne bidrage til festlighederne. Sædvanen tro sker det ved, at vi præsenterer nogle spændende arkivalier i Rigsarkivets besiddelse, men vi benytter også lejligheden til at gøre opmærksom på et formidlingsinitiativ, som Teatermuseet i Hofteatret er ved at føre ud i livet. Det drejer sig om en netudgivelse i uddrag af 38 dagbøger, som blev skrevet af Frederik L.V. (kaldet Frits) Ahlefeldt-Laurvig. Den første blev påbegyndt i 1888, da han var 18 år, den sidste afsluttet ved hans død i 1947.
Ahlefeldt-Laurvig var søn af en af Danmarks største jordbesiddere, der bl.a. var greve på Langeland, og han blev selv godsejer i 1903 efter at have arbejdet i Udenrigsministeriet i en årrække. Han var en energisk landmand, men havde også et stærkt kulturelt engagement, som bl.a. kom til udtryk i et omfattende historisk forfatterskab, økonomisk støtte til Odense Teater og oprettelse af et særligt skuespillerlegat. Han fik da også øgenavnet Teatergreven.


























