»Ved en Barnedaab siger Præsten til et ungt Menneske paa 16-17 Aar, som staar blandt Fadderne: »Undskyld unge Mand, er De ikke for ung til at staa Fadder?«. Den unge Mand: »Undskyld Hr. Pastor, jeg er Barnets Fader!««.
Vittigheden er med i Marryat Lauritzens to små hæfter med henholdsvis viser og vitser i Rigsarkivet, som stammer fra perioden 1908-42. Dateringen støtter sig på officielle censurstempler i hæfterne. Teatercensuren var blevet indført i 1853. Grundloven i 1849 havde ganske vist formelt ophævet censur, men kun i forhold til trykte skrifter. Først med grundloven i 1953 kom det til at hedde: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker«. Derefter ophævede Justitsministeriet ved et cirkulære 22. december 1953 efter 100 år teatercensuren fra 1. april 1954.


























