Første gang fruen under et middagsselskab udleverede min svaghed for tv-programmet ’Politijagt’, tænkte jeg: Hvor ufint af hende. Jeg vil nu for altid fremstå som en primitiv type, der svælger i plat tv. Jeg vil være dømt ude af det gode selskab. En paria, som er til fals for blå blink og hylende sirener. Som i stedet for at bruge sit fjernsynskiggeri på ’Horisont’, ’Deadline’ og væsentlige dokumentarer sidder foran flimmeren og følger perspektivløse programmer om færdselsbetjentes jagt på danske bilister, der overser et rødt lys eller kører 10 kilometer for stærkt. Hvor lavt kan man synke?

Nu ser jeg faktisk masser af kloge-tv. Men ’Politijagt’ hører, indrømmet, ikke til i den kategori, medmindre det tæller med, at man bliver klogere på, hvor tungt et læs man må have på sin trailer.