Kassettebånd og VHS-videofilm springer i øjnene som varer, der ikke findes mere. Et kig i de husstandsomdelte kuponhæfter med annoncer for alskens ting vidner om forandringer i danskernes forbrug, båret af teknologiens udvikling og løbende forskydninger i tidens trends. I Erhvervsarkivet samlede man i årtier varekataloger, brochurer og andet reklamemateriale, der blev sorteret efter emner, og henlagt i arkivæsker. Samlingen, kaldet »Katalogsamlingen«, fylder over 350 æsker, og indeholder mange spændende ting, der ellers ikke findes eller i hvert fald kun med møje og besvær kan findes i biblioteksvæsenet. Her fik jeg øje på nogle æsker med kuponhæfter, som mange læsere vil huske fra deres postkasser eller brevsprækker.
Det vides vist ikke, hvornår det første og det sidste kuponhæfte blev udgivet. Samlingen rummer hæfter fra 1985 til 2005, og disse år er utvivlsomt kuponhæfternes storhedstid. I sig selv vidner dette om annoncemarkedets udvikling. Tiden løb fra denne salgsmetode. TV-reklamer og annoncer på internettet tog over.




























