Alle kender Kvik, der kan se forskel på en dansker og en tysker, når grisehandler Larsen for gud ved hvilken gang udsætter den for sit lille frikadellenummer ved stambordet henne hos Boldt på Jernbanecafeen. Kvik ligner til forveksling min morfars Brio, en dansk-svensk gårdhund, der med årene blev så bred over ryggen, at den kunne tøffe rundt med en kasse øl uden at slingre. Faktisk var den så stabil, at den klarede det hele selv; først turen hen til købmanden, hvor den fik spændt kassen på ryggen, så transporten fra købmanden ned til gutterne på havnen, så rundt med de kolde og tilbage til købmanden efter nye forsyninger. Brio var Fåborgs meget værdsatte lille ølkusk med efterhånden samme facon som de utallige deller, den blev trakteret med gennem tiden.
Hunden Mikkel, en ræverød cockerspaniel med slæbeører til gulvet, indfandt sig efter min uophørlige plagen i rækkehuset på Amager. Den opholdt sig for det meste under skænken i stuen, men kravlede frem, så snart der var mad i skålen. Maden var rester efter middagen, stegt lever, boller i karry, flæsk med persillesovs og godt med kartofler. Specialdesignet kost til hunde var ikke noget, man havde hørt om i 1950’erne, og min far ville have korset sig, hvis han skulle bruge penge på den slags.
