Det var allerede som tissetrængende næsten 50-årig mand, jeg indså, at min karriere som overnattende festivalgæst kun ville blive af en enkelt sæsons varighed. Klokken var halv fem om morgenen, da jeg – efter at have slæbt min værkende krop tværs over en teltplads kun iført underbukser og vandresko – stod ved et stinkende urinaltårn og så solen stå op over Holbækmotorvejen, imens jeg lettede trykket i rørene og tænkte, at lejrlivet vist ikke rigtig var noget for mig.
Musikken på Roskilde Festival fejlede ellers ikke noget det år. Jeg har regnet mig tilbage til, at det var i 2011, hvor min følgesvend Per Henrik og jeg havde den klassiske Roskilde-oplevelse at blive grebet af musik, som vi ikke anede eksisterede. ’Grebet’ er måske endda for svagt et udtryk, for vi blev snarere blæst baglæns ud af Cosmopol-teltet, hvor vi stod over for soul-eksplosionen Janelle Monáe, som på det tidspunkt var næsten ukendt i Danmark. Det var hun ikke efter sit forrygende show, hvor kun en koreografi i verdensklasse forhindrede alvorlige trafikuheld på scenen, der egentlig var for lille til alle de hårdtarbejdende musikere.
