Kinas historie er lang og omtumlet. Begyndende med Bokseropstanden i 1898 blev også den første halvdel af 1900-tallet fyldt med lokale krige og japansk besættelse efterfulgt af sovjetisk besættelse og af borgerkrigen, der i 1949 endte med kommunisternes sejr. Den danske missionær Ellen Nielsen (1871-1960) ankom til Takushan (Dagushan) i det sydlige Manchuriet i Kina, netop som Bokseropstanden brød ud. Efter et kort ophold hjemme på grund af sygdom kom hun i 1902 tilbage, og i knap 60 år til sin død som 89-årig i 1960 virkede hun som missionær i det urolige land.
Missionsbefalingen »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple« var katalysator for Ydre Mission. Kina blev netop i slutningen af 1800-tallet taget op af Dansk Missionsselskab som missionsmark. Ellen Nielsen, der stammede fra et fattigt hjem på Kalundborg-egnen, blev kendt som en uhyre flittig missionær. Inden afrejsen havde hun knyttet bånd til missionskredse rundtom i Danmark, herunder til et par i Randers, senere radiatorfabrikant Würtzen og hustru. Venskabet holdt livet ud, og et barnebarn af Würtzen’erne indleverede for nylig til Rigsarkivet en stak breve, fotos og udklip af og om Ellen Nielsen, som fru Würtzen gennem årene havde gemt.


























