M ølleren på Dybbøl Mølle var fra 1775 til 1810 Lorentz Clausen (1753-1823), der som kun 21-årig havde arvet møllen efter sin far. Den unge mand havde som mange andre i samtiden en stærk interesse for naturvidenskab og teknologi. Det kom man til at mærke i Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab, der var oprettet i 1769 for at fremme rigets velstand.
Selskabet var et præmieselskab, der belønnede flid og vindskibelighed hos gode folk – især landmænd – med pengepræmier, sølvbægre og medaljer, og det store materiale findes i dag i Rigsarkivet, desværre med store mangler på grund af englændernes bombardement i 1807.




























