Der er nogen, der har hugget mine AirPods, og jeg kan snævre kredsen af mistænkte ind til syv navngivne personer. Men jeg kan ikke få podsene tilbage.
Jeg elsker gadgets, så vi taler om AirPods Pro i den dyre ende. Sådan nogle med rumlig lyd, hvor musikken flytter sig rundt, når man skifter position i forhold til iPhonen, så det lyder, som om man er til koncert med sine yndlingsbands. Snart står man tæt på sangeren, snart på bassisten. Det er en ny måde at høre musik på. Man kan også bare slå funktionen fra, hvis man begynder at føle sig rundtosset.
Man kan så meget med de små hvide tingester, der stikker ud af ørerne på hvert andet menneske, som går rundt på gaden eller sidder i busser og tog. Det var i toget, jeg tabte mine AirPods. De røg sandsynligvis på gulvet, da alle vi morgenpendlere pludselig blev bedt om at stå af i Roskilde og foretage et hurtigt skift til toget på den modsatte perron. Huhej.
Nu er der jo tale om et Apple-produkt, så da jeg opdagede, at de højteknologiske lytteaggregater var væk, benyttede jeg straks muligheden for at låse dem og melde dem mistet på den dertil indrettede iPhone-app.
Så hvis nogen skulle forsøge at aktivere dem via deres telefon, burde mit nummer dukke op på deres skærm sammen med beskeden: »Denne enhed er blevet væk. Ring venligst til mig«.
Det var der ingen, der gjorde. Men det var nu ikke så mærkeligt, for ved hjælp af funktionen ’Find enheder’ på min iPhone kunne jeg i de følgende dage se mine AirPods bevæge sig rundt på forskellige togstrækninger i hele landet. De meldte sig flere gange mellem Aarhus og Kolding, og jeg tjekkede febrilsk køreplaner for at identificere toget, hvor jeg forestillede mig, at de lå og gemte sig under et sæde. Men der var simpelthen for mange muligheder, og en sikker identifikation ville jo også kræve, at togene kørte til tiden.
Stod af på Østerport
Så gik der flere dage, hvor jeg intet hørte fra mine små, elektroniske venner. Men pludselig en morgen kunne jeg se, at de tilsyneladende var stået af toget på Østerport, hvorfra de havde meldt sig klokken 01.52 om natten. Senere samme dag dukkede de op på en adresse i Valby, og der blev de. Altså måtte nogen have fundet mine AirPods i toget og taget dem med hjem, og nu vidste jeg, hvor de var.
Desværre var der tale om en etageejendom, og Krak havde syv personer registreret på adressen. Fruen foreslog mig at skrive et venligt brev til dem alle syv, og jeg gik straks i gang med at forfatte en kort forklaring til beboerne på, hvordan de savnede AirPods var endt i deres opgang:
»Hvis det er dig, der har fundet mine AirPods Pro, vil jeg bede dig indlevere dem til DSB’s Hittegodskontor på Københavns Hovedbanegård«, skrev jeg.
»Hvis du gør det i løbet af ugen, bliver jeg rigtig glad og lover ikke at gøre mere ved sagen«, tilføjede jeg venligt truende.
Jeg formodede, at politiet næppe ville tage ud og stemme dørklokker i opgangen for at finde mine AirPods. Og det fik jeg bekræftet, da jeg ringede til politiets servicenummer, 114.
»Nej, det gør vi ikke. Men det med at sende breve tvivler jeg stærkt på, at du får noget ud af. Der vil sandsynligvis bare ske det, at den person, der har dine AirPods, smider dem ud«, mente den telefonvagthavende, som havde et andet forslag.
»Du kan bruge sporingen på din iPhone til at afspille en lyd på dine Air Pods. Hvis du på den måde kan finde ud af, i hvilken lejlighed de befinder sig, kommer vi gerne ud og hjælper dig med at få dem tilbage«, sagde han.
Ingen lytten ved dørene
God idé, tænkte jeg. Indtil jeg fik min kollega Rasmus til at afspille sporingslyden på sine AirPods, og vi konstaterede, at det næppe var noget, der ville kunne høres gennem en nok så tynd hoveddør. Og jeg havde ikke rigtig lyst til at stå med øret klæbet til andre folks døre i en opgang i Valby. Heller ikke selv om Rasmus tilbød at stå i baggrunden og se bister ud.
Imens jeg vaklede mellem de forskellige aktionsmuligheder, holdt mine AirPods op med at sende rapporter om, hvor de var henne. Nu har de i over en uge haft status som ’ude af etui’, men om det betyder, at de ligger i en kloak på Vigerslev Allé eller sidder i ørerne på tyven, ved jeg jo ikke.
’Tyven’ er for resten en ukorrekt betegnelse, for som både forsikringsselskabet og politiet påpeger, har vedkommende jo ikke stjålet podsene direkte fra mig, men ’kun’ gjort sig skyldig i ulovlig omgang med hittegods. Hvilket bare gør det hele endnu mere irriterende, for det betyder, at der ikke er nogen erstatning at hente.
Så hvis du, ulovlige hittegodsomgænger, læser dette, skal du ikke vide dig sikker. Jeg har ikke opgivet at få mine AirPods tilbage, og jeg ved, hvor du bor!
Omtrent, i hvert fald.
fortsæt med at læse
