Uganda, foråret 1971. Min far er på rundrejse i Østafrika og befinder sig et sted omkring Masindi ved Lake Albert. Her besøger han en excentrisk englænder, Mr. Baggerley, der har en tidligere kanonbåd fra Victoriasøen klodset op på en skyggefuld plads i junglen, og som bor med chimpanseungen Beaverbrook på Kenyege Lodge i nærheden, hvor Beaverbrook sidder med ved middagsbordet i høj stol og selv smider ting i skraldespanden, når der er behov for det.
Da min far kommer hjem fra Østafrika, klimprer han sin rejsedagbog ind på maskinen og klistrer skriverierne ind i en stor klods af en bog sammen med de mange billeder fra rejsen. Over et billede af chimpansen står der med sirlig blyantsskrift: »’Beaverbrook’ – nu i Kbh Zoo«.


























