Vores gps gik helt balalajka, da vi kom til Fyn. Det ene øjeblik anslog den, at vi ville være hjemme i København ved 19-tiden. Det næste angav den, at vi først ville nå frem efter klokken 23, og et tredje mente den at vide, at den ville blive 21. Sådan fortsatte det. Tak, spids, som min salig mormor sagde, når hun blev forbavset.
Vi formodede naivt, at der var tale om en atmosfærisk forstyrrelse i elektronerne, og fortsatte videre ad E20. Det gik fint til at begynde med, men da vi kom over Storebæltsbroen, begyndte trafikken at tykne. Lige før Sorø foreslog min altid lidt for årvågne codriver, at vi kørte af og tog landevejen i stedet. Jeg mente dog kålhøgen, at det nok skulle gå, og fortsatte med at køre med hundred kilometer (og lidt til) i timen deruda’.
