JUBEL OVER JENSEN
Af vor kommunalmodarbejder,
Klaus Wunderlich
Jubelen ville ingen ende tage blandt Suicidaldemokraterne i København, da det i går stod klart, at jagten på en ny overborgmesterkandidat var slut, og Frankenstein Jensen stod frem som partiets frelsende skikkelse.
»Der er ingen tvivl om, at Frankenstein Jensen er den bedste kandidat, vi kunne få, når nu alle de andre ikke ville«, sagde kredsformand Eskild Dahl Pedersen og tilføjede:
»Frankenstein har et indgående kendskab til vores by fra sine mange ture i ministerbil op og ned ad H.C. Andersens Boulevard, ligesom han har tilbragt flere weekender i byen. Desuden har han i sit tidligere virke som bingovært vist, at han godt kan råbe op, når det er nødvendigt«.
»En så vigtig begivenhed i Københavns historie skal naturligvis markeres på passende festlig vis, så en af de nærmeste dage vil Frankenstein Jensen blive kørt i åben karet gennem byens flagsmykkede gader, hvor befolkningen vil få mulighed for at hylde deres nye overborgmesterkandidat«, slutter den glade kredsformand.
TV-GUIDEEr du også ked af, at ’X Factor’ slutter i aften? Så glæd dig til ’XXL Factor’ – et nyt talentshow med masser af fede deltagere! UGENS MOTTO
Ud & se med SMC.
Inds. af B. Betjendtsen,
Det Konservative Folkevognsparti
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























