HVÆSERNE MENER
Pens. agronom Erling Brokkendorf, Tværvej 13, Vrissenbjerg, skriver (til Morgenavisen Jyllands-Komposten): Så er de åh så frelste klidmostre i Forebyggelseskommissionen efter måneders 'hårdt' arbejde på skatteydernes regning kommet frem til, at det er usundt at spise, drikke og ryge for meget! Nej, tænk, det anede vi ikke. Hvor er vi imponerede! Hvor er det rart, at disse klarsynede, statsfinansierede sundhedsfanatikere nu kan lede os alle på rette vej med en stribe forslag, som skal få os til at leve lige så længe som de kernesunde svenskere i deres socialistiske paradis, hvor øllet mest består af vand, og hvor man skal vise sit pas og sin selvangivelse for at købe en enkelt flaske vin. Med kommissionens rapport er der ingen tvivl om, at det er et spørgsmål om tid, før vore gader befolkes af kampklædt sundhedspoliti, der er parat til at gribe ind, hvis vi optræder i strid med madregulativerne og formaster os til at indkøbe marmorkage, rullepølse, flæskesteg og brun sovs eller andre fødevarer, der i generationer har glædet danskerne, men som i de seneste år er blevet lyst i band af såvel fedmefuskeren Arne Astrup og hans proselytter som af de horder af kriminelle andengenerationsmuslimer, der snart har overtaget vort land, og som betragter grisekød som urent, uagtet at de selv har gevaldige problemer med hygiejnen på de mange pizzeriaer, som de til overflod belemrer vore byer med. Herre jemini! Det bliver sandelig dejligt at leve et par år længere i et samfund, der vil gøre os alle til en flok livsforsagende kostforagtere, som ikke kan spise så meget som en enkelt makronsnitte uden at føle os kriminelle, fordi politikerne lader sig trække rundt ved næse af en flok fedtforskrækkede økomiltante motionsfetichister, der vil have os alle til at ligne østeuropæiske elitegymnaster. Hurra for den personlige frihed!
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























