FORLYSTELSESNYDT
Boksemotor Don King prøvede i går som en af de første Tivolis nye forlystelse Vertigo, der udsætter passagererne for et pres på 5,2 G.
HVÆSERNE MENER
KOMMUNEN SVIGTER BRYSTER
Ernst Eskildsen, Greve:
Det er nu et år siden, at det blev tilladt for kvinder at bade med bare bryster i Københavns svømmehaller. Men en undersøgelse viser, at ingen benytter sig af det.
Det er intet mindre end en kommunal skandale!
Allerede dagen efter at tilladelsen blev givet, kunne jeg ved selvsyn konstatere, at de kvindelige svømmere foretrækker at iføre sig bikinier eller badedragter, hvor deres bryster slet ikke kommer til deres ret. Jeg har forsøgt at gøre kommunen opmærksom på problemet, ligesom jeg ved flere lejligheder har henvendt mig direkte til badende kvinder med store bryster for at orientere om tilladelsen til topløs svøming. Jeg har oven i købet tilbudt at hjælpe dem med at løsne bikinitoppen. Men det har ikke hjulpet en tøddel. Tværtimod er jeg i flere tilfælde blevet beskyldt for at være en ’klam stodder’.
Det har man for sin hjælpsomhed!
LYNINTERVIEW
Metrochef Anne-Grethe Foss, er det ikke lidt drastisk at fjerne 500 gravsteder på Assistens Kirkegård for at give plads til metroen? »Overhovedet ikke. Herregud, det er jo kun døde ting«. TV-GUIDE
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























