Henrik Sass LarsenLYNINTERVIEWHenrik Sass Larsen, en række tidligere socialdemokratiske ministre siger, at det er et problem at have en ordfører, som man aldrig hører et ord fra, og de synes også, det er pinligt, at du på listen over de mest citerede danskere er helt nede på en 17.849.-plads lige efter bestyreren af Kvickly i Vanløse, men dog foran suppleant i Rudersdal Kommunes kloakudvalg, hofjägermeister Christian Kjær. Hvad er din kommentar? »Uha, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Med så voldsom en kritik ville man næsten ønske, at man kunne gøre sig usynlig. Nå, nu får jeg lige at vide, at det er jeg allerede. Jamen så er der jo ingen problemer«. UDENKRIGS Den amerikanske præsident, Barack Obama, afviste i går på et pressemøde under sit besøg i Rusland, at præsident Medvedev blot er en marionetdukke for Putin. »Medvedev er tværtimod en meget moderne figur, der fungerer helt upåklageligt, når blot Putin husker at sætte nye batterier i ham«, sagde Obama og tilføjede: »I det hele taget er jeg meget begejstret for russernes gæstfrihed. Jeg har dog af sikkerhedsgrunde været nødt til at sige nej tak til at deltage i et teselskab hos Putin«. REVISIONSNYDT Rigsrevisor Henrik Otbo oplyser, at han på det seneste har revideret sit syn på regeringen. DAGENS TRAGIKMELDING De normale vejrforhold fører i dag til forsinkelser på det meste af S-togsnettet. DSB oplyser, at de fleste S-tog med ti minutters drift vil være ti minutter forsinkede, så folk må benytte afgangen 20 minutter tidligere for at nå rettidigt frem. Vejdirektoratet advarer om vejarbejde på Ring 4, hvor en flok håndværkere fra Litauen er gået i gang med at brække asfalten op og lægge herregårdssten, selv om ingen har bedt dem om det.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























